Følg Danmarks ørne via webcam

Gift ved Første Blik er netop slut, og der er stadig flere måneder til næste sæson af Game of Thrones. Med andre ord er gode råd dyre, når der skal findes seværdig TV-underholdning til aftenkaffen. Heldigvis vil Naturspottet gerne være behjælpelig med et godt – omend lidt anderledes – forslag: ørnecam!

Havørne yngler for åben skærm for 5. år i træk

Siden vinteren 2013 har Dansk Ornitologisk Forening givet danskerne mulighed for at følge med direkte når ét af Danmarks mere end 70 havørnepar udlever familielivet direkte for åben skærm. Ørneparret hører hjemme i Fugleværnsfondens reservat Saksfjed-Hyllekrog på Lolland, og der er hvert år mulighed for at følge med fra ørnene først ankommer til reden i slutningen af vinteren, til de flyvefærdige ørne-unger forlader reden hen på sommeren. Også i år er der mulighed for at følge ørnene, som på nuværende tidspunkt er i færd med at udruge to æg, som blev lagt i begyndelsen af marts.

Havørnen er Nordeuropas største rovfugl, og med sit gigantiske vingefang på helt op til 245 cm er fuglen et imponerende syn. Blandt ornitologer er havørnen kendt som “den flyvende dør” pga. sin gigantiske, rektangulære silhuet. Hos voksne fugle er hale og hoved lyse, mens ungfugle har en ensfarvet brun dragt.

Du kan følge de ynglende havørne på Hyllekrog her.

Nyt: Nu kan du også følge den sjældne fiskeørn!

Den 6. april 2017 var der Danmarks-premiere på Naturstyrelsens nye fiskeørne-cam, der er sat op på en rede i Gribskov på Sjælland. Fiskeørnen er yderst sjælden i Danmark, og parret i Gribskov er ét ud af kun 5 ynglepar her i landet. Fuglene er netop vendt hjem til Danmark efter at have tilbragt vinteren sydpå, og kan nu følges i reden, der er placeret i 30 meters højde, mens de gør klar til årets ynglesæson. Parret vil normalvis lægge deres 2-3 æg i slutningen af april til begyndelsen af maj. Rugetiden er omkring 38 dage, og ungerne vil være flyvefærdige ca. 7-8 uger senere.

Fiskeørnen kan kendes på sine lange, graciøse vinger og den karakteristisk fjerdragt, som er hvid på undersiden og mørk på oversiden. Vingefanget er mellem 140-160 cm. Som navnet indikerer lever fiskeørnen udelukkende af fisk, som den udser sig fra luften med sit skarpe syn. Det er et uforgemmeligt syn at se, når den store fugl styrtdykker mod vandoverfladen fra omkring 20-30 meters højde, for straks efter at dukke op med en sprællende fisk i fangerne.

Du kan følge de ynglende fiskeørne i Gribskov her.


Med sit enorme vingefang er det ikke underligt, at havørnen også kendes som ‘den flyvende dør’.


Fiskeørnen er i stand til at fange fisk på 40 cm eller mere.

%d bloggers like this: